At tegne huller


En ø i en sø med en gårdsplads i et slot

Når man redigerer kortet kommer man en gang imellem ud for at der er en ø i en sø, en lysning i en skov eller en lukket gård i en bygning. Så melder spørgsmålet sig hurtigt:

Hvordan laver man huller?

Lad os starte med en bygning. En bygning indtegnes normalt som en mangekantet figur, også kendt som et polygon.

Polygon i form af en gård i Thy. Indtegnet af vores egen SteenDCF

En bygning med lukkede gårdrum som nedenstående består af flere polygoner: Ét som udgør omkredsen af bygning og flere mindre som udgør gårdene.

Tryg Forsikrings domicil i Ballerup

Relationer
For at tegne bygninger som ovenstående er det nødvendigt at fortælle de forskellige polygoner at de er del af en større sammenhæng: i dette tilfælde en bygning.

I OpenStreetMap bruger man en såkaldt relation til formålet. Relationer bruges når flere elementer forbindes, uden at de nødvendigvis er tegnet så de hænger synligt sammen. De får en relation til hinanden, deraf navnet.

Der findes mange typer af relationer. Eksemplvis toglinjer og cykelruter, hvor en række veje eller jernbanestrækninger ved hjælp af en relation udgør en rute. Det ser vi nærmere på en anden god gang.


Multipolygoner

Den type relation man skal bruge til at lave et hul i en bygning kaldes et multipolygon. Som navnet antyder består sådan et af flere sammenhængende polygoner.

Kort sagt
En bygning med gårdrum tegnes som flere polygoner, der ved hjælp af en relation forbindes til en samlet bygning.
For at det skal virke ordentligt skal denne relation være af typen multipolygon.

Hvordan gør man?
Indtegning af multipolygoner en af de mest avancerede funktioner i editoren Potlatch2. Det er dog ikke sværere end at det kan læres og når først man har tegnet nogle stykker giver det hele god mening. Indtil da skal man have tungen lige i munden.

Der er af uransaglige grunde lidt forskel på hvordan man indtegner huller i bygninger og hvordan man tegner huller i andre elementer, så som skove, marker og søer. Det er nemmest at tegne bygningerne, så dem starter vi med.

Nedenfor følger en detaljeret beskrivelse, som måske kan virke kompliceret. Det er derfor vigtigt at huske at det ikke er så indviklet endda. Overordnet set skal vi kun 3 ting:

1) Tegne bygningen
2) Tegne hullerne
3) Fortælle bygningen og hullerne at de hænger sammen

Lad os som eksempel tage IBM’s bygning i Ballerup:

Fire gårdrum hos IBM i Lautrupparken

Først tegner vi bygningens omrids:

Bygningens ydre omrids tegnes

Før vi kan komme i gang med at lave huller skal vores polygon have at vide at den er en bygningen. Under advanced skrives:

Key                         Value
building                   yes

Som det ses bliver bygningen nu fyldt ud med en mat pink farve:

building = yes

Herefter tegner vi de indre gårde. Som det ses er de i første omgang bare tegnet ovenpå bygningen.

De indre polygoner tegnes

Nu skal vi fortælle bygningen og hullet at de har en indbyrdes relation.

Først skal bygningens omkreds tilføjes til en relation, som vi opretter til formålet.

Først vælges yderkanten af bygningen, hvorefter der under relation klikkes på add to:

Vælg bygningens yderkant og klik 'add to'

 

Der dukker nu en liste med eksisterende relationer i området op. Nogle gange er der mange, andre gange ingen. Man skal dog ikke bekymre sig over nogen af delene. I stedet klikkes på New relation…

klik på 'New relation...'

Nu skal vi vælge hvilken slags relation vi vil lave. Klik på unknown.

Klik på 'unknown'

Klik på advanced nederst i menuen.

Klik på 'advanced'

Her kan vi endelig vælge multipolygon.

Klik på 'multipolygon'

Når man ser nedenstående vindue er relationen oprettet. Luk det lille vindue igen ved at klikke på X’et i dets øverste højre hjørne.

Ser vi nederst i redigeringsvinduet kan vi nu se at vores bygning er blevet del af en relation som i dette tilfælde har fået det midlertidige navn -37/0. Heller ikke det skal man bekymre sig videre om.

Bygningens omkreds skal nu have at vide hvilken rolle den har i multipolygonet. I dette tilfælde er rollen ‘yderkant’. Derfor skrives som det ses nedenfor:

role
outer

role = outer

 

Herefter er det hullets tur til at få at vide at det er en del af multipolygonet og hvilken rolle det har.

Vælg hullet og klik add to.

Vælg hullet og klik 'add to'

 

Vælg den relation vi lige har lavet og klik select:

 

Herefter skal rollen som inderkant gives:

role
inner

role = inner

 

Tillykke. Hullet er nu færdigt.
Man kan nu gå videre til det næste gårdrum. Et enkelt multipolygon kan sagtens have mange huller, så det er bare at vælge de resterende huller; tilføje dem til det allerede oprettede multipolygon og give dem rollen inner.

Når først man får lidt rutine går det meget hurtigere end man umiddelbart tror.

Den færdige bygning. Husk at gemme.

 

Andre multipolygoner
Som sagt gælder der lidt andre regler for andre multipolygoner end lige præcis bygninger. Det er en smule forvirrende, men forskellen er ikke særlig stor når det kommer til stykket.

Helt kort fortalt er forskellen at det i eksempelvis skov-multipolygoner er selve relationen, og ikke de polygoner som den består af som skal tagges som skov, mark, eller sø.

Det vil jeg gå i detaljer med i næste indlæg. Indtil da burde der være rigeligt med bygninger at give sig i kast med.

God fornøjelse!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

En kommentar til At tegne huller

  1. Pingback: Skovjagt | VORES KORT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>