VoresKort og OpenStreetMap i 2013

VoresKort
Som den opmærksomme læser vil have opdaget har her været lidt stille på det sidste. Det skyldes Kirsten fik et en pludselig mulighed for at rejse med sit studie til Australien i et halvt år. Derfor er jeg nu midlertidigt tilbage som vikar. Jeg er samtidig selv tilbage på skolebænken og det meste af min begrænsede arbejdstid vil blive brugt på at gå videre med trykte kort baseret på OpenStreetMap.  Det skal nok blive både spændende og komme mange cyklister til gavn.

OpenStreetMap i 2013
I den større OpenStreetMap-verden tegner 2013 til at blive endnu et interessant år. Jeg har spurgt vores faste ekspert Søren Johannesen fra Microformats.dk hvad vi kan vente os af det kommende år. Først og fremmest peger Søren på frigivelsen af statens offentlige grunddata som den helt store begivenhed.
Man har længe i det danske OpenStreetMap-miljø argumenteret for at skatteyderbetalt geografisk data bør være gratis til rådighed for skatteyderne. Hvor meget det har at gøre med miløets argumenter er svært at sige, men frigivet blev de ihvertfald pr. 1/1/13. Det skete bl.a. ud fra den tanke at åbne offentlige data vil styrke økonomien, idet iværksættere og virksomheder nu nemmere kan udforske dataens muligheder og skabe indtægter med den. Også for græsrødderne er frigivelsen en stor begivenhed og det har jeg spurgt lidt ind til:

VoresKort: Hvilken del af de frigivne grunddata finder du mest interessant for OpenStreetMap og hvorfor?

Søren: Hvis jeg er nødt til kun at vælge et grunddatasæt af den enorme mængde af geodata, som den danske stat lige har frigivet, så falder valget helt klart på luftfotos. Dette frie grunddatasæt, som indeholder knivskarpe luftfotos (taget i perioden fra 2010-12) over hele Danmark, vil helt klart være det bedste der kan ske for OpenStreetmap i Danmark i 2013. Nu vil man ofte og meget bedre kunne se små objekter som fx shelters i landskabet og derved nemmere få det kortlagt. Desuden det sidste landsdækkende luftfoto fra Fugro fra 2005, og Danmarks landskab ændrer sig altså en del på 5-7 år med nybyggeri og veje/stier osv.

Jeg hører desuden rygter i det danske OpenStreetMap-samfund om, at disse nye luftfotos fra den danske stat vil være klar til brug for de frivillige indenfor en periode på 1-2 måneder. Men jeg er ganske sikker på at I her på “Vores Kort” vil nævne dette, når den tid kommer. (Det kan du tro, red)

De landsdækkende luftfotos fra Fugro har haft enorm betydning for udviklingen af OpenStreetMap i Danmark. De er dog fra 2005 og efterhånden lige lovlig gamle. Via osm.rasher.dk

 

Noget som har manglet for cyklister i forbindelse med OpenStreetMap er detaljeret højde-data. Byder de frigivne grunddata på muligheder i den sammenhæng?

Søren: Ja, det vil være muligt. Men den frigivne højdemodel er kæmpestor med ca. 17 millarder laser-scannede højdepunkter af hele Danmark, så der venter en kæmpe teknisk udfordring. Den første er at konvertere punkterne til koordinatsystem, der passer til webbrug (dvs WGS84). Det andet spørgsmål er så, om nogen vil stille sådan en højdeprofil-webservice tilrådighed gratis, så alle kan trække frit på den. Der skal jo bruges en hel del udviklingstid samt webserverplads. Så hvis der er nogen it-studerende som vil have en stor udfordring med Big Data, så er ovenstående udfordring givet videre nu. Det kan være, at der er udviklingsfonde (Lotto – og tipsmidlerne måske) der vil betale nogen for at lave sådan en gratis webservice med højdeprofil. Denne webservice kan eksempelvis Cyclistic, Endomondo, Garmin Connect osv. så alle sammen trække på. De højdeprofiler vi ser pt. i Danmark er skabt fra NASAs højdemodel, men der er ikke særlig præcis i forhold til den danske højdemodel. Det bliver spændende om denne udfordring tages op her i 2013. Danske motionsfreaks vil helt klart elske sådan en webservice.

Udsnit af Århus med brug af højdedata fra de netop frigivne grunddata. Visualisering af Søren Johannesen.

Hvordan vil OSM i slutningen af 2013 adskille sig fra hvad vi har dag?

Søren: Mens resten af verden snakker om vækstkrise, så er det ikke noget OpenStreetMap mærker noget til. OpenStreetMap vil som alle foregående år siden starten i 2004 udvise en kæmpe vækst i størrelsen af geodatabasen, både globalt og lokalt her i Danmark. Vi taler om en global geodatabase, der vokser ca. 70 % fra år til år. Nøglen til succesen er de mange frivillige, som hver eneste dag få lagt noget ind. Læs evt. mit indlæg ‘En million på date med verden‘.

Hvis du kigger på  OpenStreetMap over Danmark i dag, så vil du helt sikkert 31. december 2013, se et helt anderledes forandret kort.

Ser vi på udviklersiden, altså dem der får skabt nogle produkter med de gratis geodata fra OpenStreetMap, så vil vi også i 2013 se masser af nye apps til Android/iPhone/Windows Phone (pt er der ca. en 150 apps til disse platforme) som benytter sig af OpenStreetMaps geodata som basiskort.

Hvad vil de frigivne data betyde for OSM’s udbredelse og brug?

Søren: Udover luftfotos, så er der også et grunddatasæt, der viser alle veje og stier i Danmark. Dette kan som tegneunderlag bruges til at vise, hvor i Danmark OpenStreetMap ikke har alt med i endnu. Dernæst er opgaven at få lagt disse områder ind. Dette grunddatasæt er dog ikke 100 % dækkende. Jeg har hørt om offentlige tilgængelige stier, som kommunerne ikke registrer fordi de ikke ønsker konflikter med de lokale lodsejere. I  OpenStreetMap registerer vi alt. Både hvad vi kan observere og det vi har lokalkendskab til. Den endelig mission for 2013 kunne være a  OpenStreetMap inden årets udgang har Danmarks største kortlagte vejnet (veje og stier). Især et område som stier er vigtigt for friluftfolket, som både omfatter cyklister, MBT’ere, vandrefolk, geocachere, ornitologer, naturvejledere, osv.

Hvis disse folk bruger smartphones eller Garmin GPS, kan de gratis hente rigtig gode OpenStreetMap-kort. Disse kort har en dækningsgrad af stier som de ikke kan få andre steder, da OpenStreetMap er de eneste som har registret dette ud i ekstremerne. Den slags brug er en god måde at udbrede kendskabet til OpenStreetMap, og håbet er så at disse friluftsmennesker bidrager tilbage til OpenStreetMap med deres viden, hvis der findes fejl eller der mangler noget.

Har du nogle forudsigelser af hvad næste skridt bliver, efter import og indtegning af de frie grunddata er færdig?

Søren: Produktion af geodata til kort er en uendelig process, især i et projekt som OpenStreetMap, da der ingen begrænsninger er på hvilke geografiske objekter, man kan lægge ind.

Det næste trin som kunne være relevant for cyklister er, at få defineret køreunderlaget for hver eneste vej og sti i Danmark. Er det brosten, asfalt, grus, sand osv. man kører på? Derved vil man kunne lave cykelrute-algoritmer, som eksempelvis undgår ture, som fører én over stykker med brosten.
(Projektet vil være stort, men ikke helt så uoverskueligt som det kan lyde, idet almindelige veje registreres som asfalt, hvis ikke der specifikt angives andet. På samme måde vil man kunne gå ud fra at visse sti-typer ikke har helt fast underlag, red)

En anden nyttig ting kunne være at registrere om veje og stier har gadebelysning eller ej. Se evt. på Rashers lyskort hvor langt det projekt er kommet).
Dette er opgaver, der tager lang tid, men moralen er at jo flere der deltager i OpenStreetMap-projektet, jo hurtigere vil sådanne opgaver blive udført.

Pt. er det kun nogle få steder i landet at der er registret om der er gadebelysning eller ej. Via osm.rasher.dk

Et andet projekt som jeg selv synes kunne være yderst spændende er tidsstempler. At tilføje et tidstempel på geografiske objekter giver nogle muligheder for hurtigt at lave avancerede søgninger i stil med “Vis mig alle broer i Danmark, der er blevet indviet i perioden 1950-1970″. Igen er det et ufatteligt arbejdskrævende projekt, hvis det skal være landsdækkende og brugbart, men ingen ved hvor udviklingen fører hen. Det er en af de spændende ting ved et projekt som OpenStreetMap. Vi aner ikke, hvor vi befinder os om 3-5 år.

Operaen i København et eksempel på en meget grundigt beskrevet bygning i OpenStreetMap. Læg bl.a. mærke til angivet "start_date", wikipedia-sammenkobling og utallige alternative navne på andre sprog. Selv arkitekten er noteret.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til VoresKort og OpenStreetMap i 2013

  1. Kaj Erik Sommer skriver:

    Kan jeg lægge open street map ind på min gps logger som en Ventus 730 da man åbenbart kan med en Garmin.
    En Ventus 730 gps logger virker godt men desværre ligger der kun google map eller google earth som slet ikke er så detaljeret bl.a. i skovene med stisystemer osv.

    med venlig hilsen

    Kaj

  2. aha skriver:

    Hej Kaj,
    jeg har læst lidt op på din Ventus og det ser ud til at du har gjort et godt køb, da den får gode anmeldelser. Så vidt jeg kan se har selve GPS-loggeren ingen skærm, så spørgsmålet bliver om du på computeren kan få vist dine spor oven på OpenStreetMap.

    Jeg har set mig lidt om på nettet og jeg har to bud:

    1) vil du bare se dine gps-spor på OpenStreetMap vil jeg anbefale at du fra det medfølgende GPS Photo Tagger-program eksporterer sporene som GPX-filer. Herefter kan de uploades til http://www.gpsies.com hvor du kan vælge forskellige baggrundskort, bl.a. OpenStreetMap.

    2) Hvis du gerne vil, eller allerede er i gang med at redigere OpenStreetMap kan du på samme måde uploade GPX-filer til din egen OpenStreetMap-konto og se dem direkte på kortet igennem redigeringsværktøjet Potlatch2. Samtidig kan du tilføje ny viden til kortet, i form af manglende stier, etc.
    Pt. er der ikke nogle kurser under opsejling, så bedste bud er at lære redigering på nettet: http://voreskort.cyklist.net/laer-selv/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>