Om OpenStreetMap

Hvad er OpenStreetMap?
OpenStreetMap.org er et bruger-skabt kort som fungerer efter samme principper som det bruger-generede Wikipedia, som er verdens største online-leksikon. Kortet er frit tilgængeligt på en åben licens som kan bruges både privat og kommercielt så længe man krediterer OpenStreetMap.

Hvorfor lige OpenStreetMap?
Vi bliver ofte spurgt hvorfor vi ikke arbejder med et etableret kommercielt kort, eksempelvis Google Maps som klart er det dominerende kort i disse år. Forklaringen er til dels ophavsret, hvor vi hurtigt løber ind i problemer. Da vi ikke bare vil lave faste ruter og brugergenererede ruteforslag, kan vi ikke nøjes med for eksempel at lægge ruter ovenpå eksisterende kort. Vi sigter mod en fleksibel ruteplanlægger og muligheden for at trykke kort. Google er meget gavmild i forhold til at vise kort-data, men vil man bearbejde den rå underliggende data, eller vil man gerne have kontrol over data som man selv lægger ind i systemet bliver det et problem. Desuden giver Google efter vores mening for lidt kontrol. Vi vil være sikre på at vi bestemmer hvilke data-lag der vises på vores kort. En reklamefri ’professionel API’ hos Google koster pt. ca. 70.000 kr om året. Et beløb vi kan spare, eller som ville kunne betale en student for over 600 timers mapping og vedligeholdelse. Derudover er vi garanteret at de data vi stiller til rådighed på OpenStreetMap altid vil være frit tilgængeligt på en kortbase – også for andre som kunne tænkes at få noget godt ud af det. Det kan vi ikke med Google.
Desuden er OpenStreetMap allerede et betydeligt bedre cykelkort end Google Maps. Mange steder er OpenStreetMap allerede betydeligt mere detaljeret end Googles kort, specielt når det gælder stier. Se eksempelvis her eller her.

Man kan stadig finde eksempler hvor Google dækker bedre end OpenStreetMap, men OpenStreetMap er i hastig udvikling. Siden der 2. januar 2011 blev doneret opdaterede og detaljerede landsdækkende luftfotos fra firmaet Fugro til at tegne ovenpå, er dækningen forøget dramatisk. I alt er næsten 100% af vejnettet dækket i dag, hvilket har resulteret i et brugbart cykelkort. Med hjælp fra bl.a. Cyklistforbundets medlemmer forventer vi fremover løbende forbedringer af vigtige cykel-relaterede detaljer som eksempelvis stier. Pt. har OpenStreetMap-miljøet i DK ca. 100 kerne-aktive, Hvoraf mere end 10 er engagerede fra Cyklistforbundets rækker. De fleste ligger i den pæne ende af top 50 på ranglisten over bidragsydere og gør en seriøs forskel. Eksempelvis kan nævnes Kristian Krægpøth, som  indtager endda en reel 1. plads over manuelle redigeringer, da nr. 1 og 2 på listen har nået deres placeringer ved automatisk data-import. I alt havde Cyklistforbundets medlemmer medio 2012 indtegnet 6,37 % af OpenStreetMaps kort over Danmark. Vi har foreløbig over 100 interesserede frivillige på vores liste, og selvom vi ikke regner med at alle kommer til rent faktisk at deltage, ser det lovende ud. Her er et kort over redigeringsaktiviteten på OpenStreetMap i Danmark.

Endnu et argument for OpenStreetMap er at der, i områder hvor der er aktive mappere, er en meget højere opdateringsfrekvens end på Googles eller for den sags skyld Kraks kort. Tag eksempelvis den nye bro i Sluseholmen i Kbh. Den blev indviet 22. januar 2011 og dagen efter var den tegnet ind på OpenStreetMap af en lokal frivillig. På Googles kort og hos Krak.dk blev den først tilføjet omkring to måneder senere.

Hvis du vil vide mere om OpenStreetMap kan du eksempelvis læse om det på Wikipedia (engelsk) eller se på vores links.

4 kommentarer til Om OpenStreetMap

  1. Pingback: Rasher og OpenStreetMap i Danmark | VORES KORT

Skriv et svar til Wall Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>