VoresKort er stadig i overgangsfasen mellem undertegnede og den nye Skipper Kirsten Prisum, som i denne uge helliger sig færdiggørelsen af sin bacheloropgave. Derfor har vi ikke selv haft mulighed for at stable det helt store på benene i anledning af Store Cykeldag. Heldigvis har vi i stedet Søren Johannesen og hans blog Microformats.dk.
Søren har lavet sin eget OpenStreetMap-cykel-aktivitet på Store Cykeldag: Bike For Data Day. Han foreslår at man (også denne dag) bruger cyklen til dataindsamling. Her på VoresKort er interessen som sædvanlig mest fokuseret omkring stier og veje, samt steder der er gode at kende som cyklist på tur, lige fra slotte til WC’er.
På Store Cykeldag vil det være oplagt at kombinere dataindsamlingen med et af de mange arrangementer som kan findes på Find Din Tur-siden.
Holder man øjnene åbne og en eventuel GPS tændt, kan man efterfølgende genopleve ruten via OpenStreetMap og tilføje de gode steder, smutveje og eventuelle dyrtkøbte erfaringer, man fik med hjem fra turen.
Grundlæggende redigering kan man lære sig selv på 1 times tid, og derefter tager det ikke mange minutter at tilføje gode stier, cykelhandlere, isboder eller offentlige toiletter som reddede udflugten. Alt sammen værdifuld information for de cyklister der følger efter.
For at finde ud af hvor der mangler stier kan man bruge det special-designede sti-kort på osm.rasher.dk, som vi har skrevet om her.
har du ikke lyst til selv at redigere kortet kan du gøre som Ole Nordland og sende dit GPS-spor til os så det kan blive tegnet ind.
Vi ønsker alle en god tur og medvind på søndag. Skriv gerne hvis I har spørgsmål eller oplevelser at dele med os.